Rødgran eller Nordmannsgran som Juletræ?
Juletræet er midtpunktet juleaften. Mange familier har tradition for en bestemt slags træ, men praktiske hensyn spiller også ind: Hvad er der plads til i stuen og hvor mange gæster skal danse rundt om træet i år? Det er en god idé også at tænke over, hvor længe træet skal stå inde i varmen.
Nordmannsgran og nobilis fylder generelt lidt mere end rødgran. De kan desuden tåle at stå indenfor i længere tid. Til gengæld har rødgran den længste historie som juletræ. Træer i potter har den fordel, at de i bedste fald kan vokse videre ude i haven efter jul.
Mange steder i landet kan du fælde sit eget juletræ sammen med familien og få en ekstra oplevelse med hjem. Eller du kan købe hos den lokale stadepladshandler. Valget afhænger både af det lokale udbud af træer, og af hvordan du skal få træet hjem.
Nordmannsgran som juletræ!
Nordmannsgranen har bløde nåle og holder sig længe – især hvis træet står i en juletræsfod med vand. Oversiden af nålene er mørkegrøn og skinnende blank, og undersiden har to hvidblå striber. Barken på stammen er helt glat og grå. Nåle og grene er fyldige og giver træet et frodigt udseende. Nordmannsgranen er det foretrukne juletræ mange steder i Europa på grund af udseendet og den gode holdbarhed. På latin hedder nordmannsgran Abies nordmanniana og tilhører slægten ædelgran.
Rødgran som juletræ!
Rødgran har korte nåle på ca. 1-2 centimeter. De er grønne og stikker med deres spidse ender. Nålene falder lettere af end på nobilis og nordmannsgran. Barken er rødbrun på de unge træer og på grenene, og stammen har små skæl. I de nordiske lande regnes rødgranen for det oprindelige juletræ. Men centralvarmens indtog gjorde luften indenfor varmere og mere tør. Rødgranen tørrer derfor hurtigere ud end i gamle dage og kan tabe mange nåle.
På latin hedder rødgran Picea abies og hører til gran-slægten.